Elektroniske hjælpemidler spiller en central rolle i fremtidens patientstue.

Det Nye Universitetshospital i Århus (DNU) og Det Nye Universitetshospital i Vest (DNV) har i fællesskab gennemført innovationsprojektet ”Den Interaktive Hospitalsstue”. Projektet resulterede i et idékatalog over mulige interaktive tjenester, som kan tilbydes på sengestuerne. Funktionerne blev baseret på, hvad patienter og ansatte efterspurgte.

Derfor bliver der mindst én fast berøringsfølsom skærm på alle stuer med en masse smarte funktioner, som både patienter og behandlere kan drage nytte af.

Underholdning
Det vil naturligvis være muligt at bruge skærmen til almindelige underholdningsformål, eksempelvis:

  • Radio
  • Video
  • Fjernsyn
  • Internet-brug
Derudover vil det blive muligt at gå på internettet, holde videokonferencer og styre rum-funktioner, eksempelvis belysningen. Man håber også at tilføje langt flere funktioner, som skal erstatte papirbrug, eksempelvis valg af mad og en kort-funktion til hospitalet.

Hjælp til behandlerne
Netværksdrevne visuelle funktioner skal også være et værktøj for behandlere og patienter, og fungere som et led i deres helbredelse. Derfor vil det være muligt for patienten at se både kalender, skema og genoptræningsprogrammer på deres skærm på stuen eller deres egne enheder.

Behandlerne vil eksempelvis kunne gennemgå procedurer ved hjælp af visuelle hjælpemidler, samt tilgå deres elektroniske patientjournal, eventuelt i samarbejde med andre elektroniske enheder som telefoner og tavlepc’ere. Det skal være med til at flytte lægernes arbejdsplads ud til patienterne, og væk fra kontorerne. Alt sammen gjort muligt af den nye netværks-infrastruktur.

Sikkerhed
Alt indholdet bliver naturligvis beskyttet, og der overvejer man flere metoder. Det mest almindelige ville være et login for brugerne, men en af de andre muligheder man arbejder på, er at patienten udstyres med en chip, som en sensor nær skærmen registrerer. Når du så er i nærheden af en enhed, kan du tilgå dine oplysninger.

Udviklingen på projektet er stadig i gang og meget kan ændre sig, men der arbejdes hårdt på at give så mange muligheder som muligt i den digitale sfære.