Et nyt P-hus med en helikopterplatform etableres ved siden af Akutafdelingen på Aarhus Universitets-hospital i Skejby. P-huset skal primært bruges til parkering for patienter og pårørende. På taget af P-huset placeres helikopterplatformen, som både kan modtage Forsvarets store helikoptere og de gule lægehelikoptere.

P-huset set fra vejen

P-huset set fra vejen

Projektet er udbudt som et OPP (Offentligt Privat Samarbejde) og indeholder følgende delydelser:

  • Projektering, opførelse, bygningsdrift og vedligeholdelse samt finansiering af et nyt P-hus med 700 parkeringspladser
  • P-administrationsopgave omfattende både P-pladser i P-huset og alle overfladeparkeringspladser på universitetshospitalet i Skejby. OPP-leverandøren får adgang til at opkræve P-afgift og medarbejderbetaling indenfor fastlagte rammer.
  • Etablering, drift, vedligehold, fornyelse og finansiering af P-teknologi til løsning af P-administrationsopgaven, herunder P-automater mv.
  • En række serviceydelser, som knytter sig til P-anlægget og betjening af P-anlæggets brugere
  • Opførelse af en helikopterlandingsplads hævet over P-huset med gangbro, tårn, modtagefaciliteter, forbindelsesgang til akutmodtagelse, tankanlæg mv. Helikopterlandingspladsen opføres som et nøglefærdigt byggeri i totalentreprise.
  • Option for opførelse af endnu et parkeringshus på DNU-området, hvis Region Midtjylland vurderer, at der i aftaleperioden opstår behov herfor


Entreprenørvirksomheden CASA A/S har vundet kontrakten på opgaven med AART architects A/S, MOE A/S, rådgivende ingeniører samt APCOA PARKING Danmark A/S som P-operatør

Det nye P-hus opføres som et offentligt-privat partnerskab (OPP), hvor CASA A/S finansierer, etablerer og driver P-huset og hele hospitalets overflade parkering i kontraktperioden.

Regionen tilbagekøber P-huset, når kontrakten udløber august 2033 .

Etableringen af P-huset beløber sig til 114 mio., dertil kommer udgifter til helikopterlandingspladsen på 40 mio. kr.

OPP-projektet er udbudt som en koncessionsaftale, det vil sige en aftale mellem, i dette tilfælde, en offentlig myndighed og en virksomhed, hvor virksomheden har retten til en bestemt aktivitet i bytte for de vilkår, som er skitseret i aftalen.

Helikopterplatformen finansieres af DNU-projektets kvalitetsfondsmidler og og vedligeholdes af Region Midtjylland. Der er dermed 2 ejere: CASA A/S ejer P-huset i kontraktperioden og Region Midtjylland ejer helikopterplatformen.

Byggeriet er påbegyndt foråret 2015 og forventes ibrugtaget af Region Midtjylland medio december 2017.