DNU-byggepladsen og den tilhørende skurby ligger i Aarhus Nord ved Skejby. Skurbyen huser blandt andet reception og kontorer for entreprenører, rådgivere og bygherre.  Skal du til møde eller lignende, er det her, du skal møde op.

DNU-byggeriet har tre adresser:

  • Herredsvej nr. 163, 8200 Aarhus N: Skurby (reception, kontorer)
  • Herredsvej nr. 162, 8200 Aarhus N: Byggeplads SYD
  • Herredsvej nr. 161B, 8200 Aarhus N: Port SYD

Da vejforløbene omkring DNU-byggeriet enten er nye, eller under forandring, kan det give udfordringer, når du
kører efter ovenstående adresser på din GPS. Du kan i stedet forsøge dig med adressen Palle Juul-Jensens Boulevard 23P, 8200 Aarhus N.

Hvis du skal til skurbyens reception, så vær opmærksom på, at du skal følge skiltningen mod reception og køre FORBI den asfalterede p-plads og videre til grus p-pladsen. 

Brug evt. dette kort (inkl. vejledning) til at finde frem til DNU.

Aktuelle busser

Der kører fire busforbindelser ud til området, hvor Det Nye Universitetshospital bygges. Det er bus 1A, bus 2A, bus 6A og bus 109. Der er ikke planer om flere forbindelser til området pt. Find køreplan her.

Tiltag mod en optimal trafik i fremtiden

Når hele Aarhus Universitetshospital samles i hospitalsbyen i Skejby i perioden 2014-2019, vil det få indflydelse på trafikken i området. Cirka 10.000 ansatte skal fra 2019 dagligt på arbejde, og derudover kommer patienter og pårørende, som også skal frem og tilbage til hospitalet. Det er rigtig mange mennesker på vejene. Omkring 35.000 daglige transporter til og fra DNU -hele året. 

Letbane, cykel og bus er alternative transportmidler til bilen. For at gøre det attraktivt at lade bilen stå, er det planlagt, at letbanen skal passere tæt ved hospitalet, der vil blive etableret nye cykelstier i området og både lokalbusser og rutebiler fra oplandet vil gøre holdt lige ved hospitalet. 

Organiseringen af den kommende trafik til og fra hospitalet har været med i planlægningen af DNU-byggeriet fra starten. Det er både Region Midtjylland og Aarhus Kommune, som planlægger, hvordan man i fremtiden skal kunne komme frem til hospitalsbyen på den mest hensigtsmæssige måde.

DNU fra luften

Oversigt over Det Nye Universitetshospital med 4 Centre
og et Forum i midten, omgivet af overfladeparkering og 
grønt område med stisystem, park og regnvandsbassiner . 

Illustration: Rådgivergruppen DNU I/S.