Busser i ekspresfart til Skejby

For at gøre det attraktivt at indtage sædet i bussen eller tage letbanen, er Region Midtjylland og Aarhus Kommune ved at udvikle transportnettet. Det skal give bedre muligheder for at komme frem og tilbage til hospitalet med den kollektive trafik.

Midttrafik har samtidigt lanceret X-busser som kører i ekspresfart fra Randers og Silkeborg til Skejby. Der er gratis internetforbindelse i bussen, strømudtag til en PC og stillezoner.

I myldretiden er der afgange hvert 15.-20. minut, og Midttrafik vil fra sommeren 2012 optrappe antallet af Xbusser, som gør holdt i Skejby, for at sikre en plads til alle passagerer.

Flere regionale busser vil formentlig få stop tæt ved de fire indgange til Det Nye Universitetshospital.

 

Hurtigere busser fra Aarhus city
Flere bybusser vil komme til at gøre stop direkte ved Det Nye Universitetshospital i Aarhus Nord. Aarhus Kommune udvider samtidigt Randersvej med nye busbaner, som skal sikre et bedre flow i trafikken. Busserne får dermed deres egne baner fra Nørreport til Ringvejen, som vil stå klare fra starten af 2013.

Letbanen standser ved hospitalets dør
Letbanen er også et kollektivt transportmiddel som vil have stop lige ved Aarhus Universitetshospital. Første etape af banen forventes etableret i 2015-2016 i en rute omkring Skejby.
Der bliver etableret tre stoppesteder:

  • På Oluf Palmes Alle ved Aarhus Købmandsskole
  • På Brendstrupgårdsvej overfor den nuværende hovedingang til hospitalet
  • Ved krydset mellem Herredsvej og Skejbybakkevej

Der vil være en shuttlebus tilknyttet letbanens stoppested ved hospitalet, og den vil få flere stop rundt langs vejen omkring hospitalet. Den betyder, at man let kan komme ud til den afdeling, man skal til. Det vil også være muligt at gå via en sti til en af hovedindgangene.

Kørestolsbrugere vil have mulighed for at bruge letbanen, samt vil det være muligt at medbringe en cykel. Letbanens ruter planlægges at skulle gå til både Grenaa og Odder og dermed dække et stort opland omkring Aarhus.