Australsk delstatssundhedsminister henter ideer hos Det Nye Universitetshospital i Århus

Sundhedsminister Katy Gallagher, Australian Capital Territory (ACT) beliggende i New South Wales, besøger den 13. august 2009 Århus. Hun vil høre om byggeriet af Region Midtjyllands Nye Universitetshospital i Århus, DNU.


Henvendelsen er kommet direkte fra Australien, hvor Gallagher har en bevågenhed overfor det danske sundhedsvæsen og udviklingsperspektiverne i dansk hospitalsbyggeri og design. 

Sundhedsministeren, der er her forud for nyt hospitalsbyggeri i sin australske delstat, har især efterspurgt viden om forberedelse og design af den store nye hospitalsby med integrationen af det eksisterende Skejby hospital.

På Katy Gallaghers egen hjemmeside omtales studiebesøget i Danmark og Norge for netop at lære om de danske og norske førende e-health systemer og vores afprøvning af nye trends som Evidens Baseret Design i forbindelse med nye hospitalsbyggerier.

DNU-projektets lægefaglige chef Claus Thomsen, ph.d. og dr.med., vil derfor fortælle om DNU-projektets arbejde med, hvordan projektet finder frem til, hvilke arkitektoniske og designmæssige løsninger, der er de bedste for patienterne og arbejdsmiljøet samt, hvad det netop er, der kendetegner et forskende hospitalsmiljø på universitetsniveau.

Den australske delegation modtages af Regionsrådsmedlem Johannes Flensted-Jensen (S), DNU’s hospitalsdirektør Villy Helleskov, cheflæge Kristjar Skajaa, Skejby og lægefaglig chef Claus Thomsen, DNU.

Tid & sted
Mødet foregår på Århus Universitetshospital, Skejby og varer fra kl. 12.30-15.30. Det inkluderer et besøg på Skejbys Kardiologiske Laboratorium.

Se hele pressemeddelelsen.