Første spadestik er taget

Spadestik til Danmarks største hospitalsbyggeri

I formiddag, mandag den 26. oktober 2009, tog formanden for Regionsrådet i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), første spadestik til byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Århus (DNU). Byggeriet skal stå helt færdigt om 10-12 år.



Når Det Nye Universitetshospital (DNU) bliver taget i brug, skal patienterne ikke længere pendle mellem forskellige hospitaler, for at få foretaget forskellige undersøgelser. I fremtiden møder patienterne logiske og sammenhængende forløb på et samlet og moderne hospital i verdensklasse.

Formiddagens spæde start på hospitalsbyggeriet blev overværet af regionsrådsmedlemmer, medarbejdere på hospitalerne i Århus, repræsentanter for Aarhus Universitet og Århus Kommune.

Danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri
Den regnvåde mark ved Skejby, som i formiddag lagde muld til ceremonien med regionsrådsformanden i hovedrollen, er i 2019 forvandlet til en hel hospitalsby. Byggeriet samler til den tid funktionerne fra det tidligere Århus Kommunehospital, Århus Amtssygehus og Marselisborg Hospital, som smelter sammen med det nuværende hospital i Skejby.


Læs hele pressemeddelelsen her.