Den nye løsning på vareforsyning til DNU skal leve op til målet om varer til tiden, klar til brug


Den nye løsning på vareforsyning til Det Nye Universitetshospital skal leve op til målet om varer til tiden, klar til brug


Vareforsyningen har konsekvens for det kliniske personales arbejde, idet den er med til at sikre, at de har de rigtige varer klar til brug på det rigtige tidspunkt. Derfor var et af emnerne på innovationsdagen, hvordan en ny løsning på forsyningen kan sikre tilstrækkelig leveringssikkerhed.

Ifølge sygeplejerske Solveig Vendelboe Rosenkvist, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus afdeling E/OP, er det vigtigste i forbindelse med en ny forsyningsmodel netop at skabe leveringssikkerhed:

- Konsekvensen af en manglende leveringssikkerhed kan betyde, at man skal give køb på kvaliteten et eller andet sted. Det er en kombination af, hvad man kan leve med rent medicinsk og hvad hygiejneorganisationen kan acceptere, for man kan jo lave krigskirurgi, hvis det er det man vil, og hvis det er det, man accepterer hygiejnisk set.

- Hvis varerne ikke er der til tiden, har det betydning for vores patientbehandling, siger sygeplejerske Solveig Vendelboe Rosenkvist, og uddyber:

- Har vi ikke den tilstrækkelige vareforsyning, kan vi ikke overholde behandlingsgarantien, fordi der kan være behandlinger, vi ikke kan gennemføre. Det kan måske synes som småting, men mangler der for eksempel operationshuer og mundbind på det forkerte tidspunkt, kan det gå ud over en operation. Det gælder for eksempel til noget af vores implantatkirurgi, hvor man skal være fuldstændig dækket, for at leve op til kvalitetskravene.

Definition nødvendig
Distributionschef, Rene Thomasen, COOP Danmark A/S, som ligeledes deltog på innovationsdagen, er vant til at arbejde med følsomme varer og til at skulle yde en leveringssikkerhed. Han er enig med sygeplejerske Solveig Vendelboe Rosenkvist:

- Hvad angår leveringssikkerhed er det væsentligste, at det kliniske personale definerer, hvilke varer, der er vigtigst for dem. For mens det kan være nødvendigt med 100 procent leveringssikkerhed på nogle varer, kan andre varegrupper måske nøjes med kun 90 procent sikkerhed. Hvis man definerer dette og derefter allokerer ressourcerne over på den kritiske varegruppe, har man et godt udgangspunkt for at arbejde med en løsning på forsyningen til hospitalet.

En af konklusionerne på innovationsdagen var derfor, at der er behov for en fælles forståelse af, hvad der menes, når vi taler om varer til tiden, klar til brug på det enkelte forsyningsområde.

Læs mere om innovationsdagen

101008/ms