Medarbejderne skal være med til at løse trafikproblemer i Aarhus Nord

Pendlere er med til at løse trafiksituationen ved Skejby

Et netværk imellem Aarhus Kommune og virksomhederne i Skejbyområdet skal sikre bedre forhold for trafikanterne i det hastigt voksende erhvervsområde.

Røde trafiklys, bilkøer og en masse ventetid er situationen for mange trafikanter, der skal til og fra arbejde i Aarhus Nord i dag. Men flere tiltag skal afhjælpe problemerne, så det bliver mindre stressende at komme frem og tilbage, mere CO2-venligt og samtidigt kan sikre ansatte, patienter og pårørende en sundere vej til hospitalet.

I dag arbejder ca. 3.000 ansatte på Aarhus Universitetshospital i Skejby. I forbindelse med at alle Universitetshospitalets matrikler samles under ét tag fra 2014 - 2019, øges antallet af ansatte til godt 9.000, som dagligt skal til og fra arbejde. Hertil kommer transporter af et øget antal patienter og pårørende, som også skal til og fra den nye hospitalsby.

Netværk sikrer trafikløsninger
For at sikre at trafikken bliver mest hensigtsmæssig for alle, har et netværk af virksomheder, som ligger i området, indgået et samarbejde med Aarhus Kommune. Det kaldes Skejby-netværket. Her mødes virksomhederne og kigger på muligheder for at sikre et bedre miljø, tænke grøn energi ind i hverdagens transport og samtidig sørge for, at medarbejderne får optimale muligheder for at tage de lette transportmidler på vej til arbejde.

- Vi er en meget stor organisation i et område, der allerede har store trafikale problemer. Samtidig vil vi gerne tænke bæredygtigt. Derfor er det afgørende for os, at vi kan mødes på tværs med kollegaer i området og med Aarhus Kommune og udtænke løsninger. DNU er med, fordi vi mener, at en bedre infrastruktur baseret på klimavenlige løsninger vil kunne ses på bundlinjen i vores anlægs- og driftsbudgetter, siger Frank Skriver Mikkelsen, der er projektdirektør for byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

Der blev i 2011 udarbejdet en undersøgelse over medarbejdernes transportvaner i området. Undersøgelsen er sendt til Midttrafik, som inspiration i planlægningen af den kollektive trafik for Aarhus Nord i fremtiden.

Netværket arbejder også på at etablere en online ordning for samkørsel imellem virksomhedernes ansatte. Her skal det være muligt at finde en kollega, der skal samme vej, så man kan spare på biltransporten.

Herredsvej udvides i 2014
For at imødekomme den voksende trafikmængde har kommunen planlagt at udvide og forlægge Herredsvej i 2014. Den vil blive udvidet med fire spor til bilister, og der vil blive særskilte stier i begge kørselsretninger til cykler. Etableringen af vejen forventes opstartet i sommeren 2012, hvor vejen bliver midlertidigt forlagt med to spor. Senere vil Herredsvej komme til at hedde Paludan-Müllersvej og vil blive sammenføjet ved den nuværende Paludan-Müllersvej og Skejbybakkevej.

Letbanen stopper ved hospitalet
I Letbanens 1. etape vil der blive etableret en rute omkring Aarhus Universitetshospital i Skejby, som man forventer kan tages i brug i 2015-2016. Det er dog stadig usikkert om det nås.

Morten Springdorf, der er anlægschef i Letbanesekretariatet ved Midttrafik, siger:
- Man kan for eksempel forestille sig, at delstrækningen fra Aarhus Banegård til Skejby Sygehus bliver testet først, måske med færre afgange i starten, end det er målet på lang sigt. (Jyllandsposten, 5. juni 2012)

Letbanen får tre stoppesteder ved Aarhus Universitetshospital: - På Oluf Palmes Allé ved Aarhus Købmandsskole, på Brendstrupgårdsvej overfor den nuværende hovedindgang til hospitalet og ved krydset mellem Herredsvej og Skejbybakkevej. Der vil være en shuttlebus tilknyttet Letbanens stoppested ved hospitalet. Den vil få flere stop rundt på hospitalsgrunden.

For at sikre at letbanen bliver et attraktivt transportmiddel, vil alle togene være tilgængelige for kørestolsbrugere, og en togvogn i 37 meters længde vil kunne tage op til 230 passagerer med.
Den planlagte Letbane bygges sammen med Odderbanen og Grenaabanen og dækker dermed et stort opland.

Cykelvenligt hospital
Aarhus Universitetshospital har en vision om at være ”Danmarks mest cyklist-venlige hospital.” For at imødekomme dette, etableres der i forbindelsen af DNU’byggeriet nye stier i området, overdækket cykelparkering tæt på indgangene til hospitalet og et nærtliggende cykelværksted.

En af stierne hedder DNU-stien, som vil komme til at gå i en ring omkring hospitalet. Den vil være tilgængelig for gående, og parallelt vil der gå en asfalteret cykelsti, så cyklisterne har let adgang til hospitalet. Skiltning skal sikre orienteringen, så man let kan finde frem til den ønskede bygning.
Stierne omkring hospitalet vil komme til at indgå i hele områdets stisystem og vil samtidig skabe stiforbindelse imellem de enkelte virksomheder i Aarhus Nord.


FAKTA

Det er Aarhus Kommunes Klimasekretariat, som har været med til at iværksætte samarbejdsprojektet for virksomhederne i Skejbyområdet. Netværket består af 11 virksomheder:

  • Agro Food Park
  • INCUBA Science Park
  • VIA University College
  • Rambøll
  • Vestas
  • NRGI
  • Midttrafik
  • Energi Danmark
  • Grontmij
  • Aarhus Kommune
  • Det Nye Universitetshospital

Netværket indgår som en del af Aarhus Kommunes Klimaplan, der arbejder på at gøre Aarhus Kommune CO2-neutral i 2030.