.

TV2 Østjylland har været på besøg på DNU-byggepladsen og talt med arkæologerne fra Moesgaard Museum, for at se hvordan det går med udgravningen af den stendysse, de fandt under den gamle Herredsvej tidligere på året.


Museumsinspektør Henrik Skousen benytter lejligheden til at fortælle TV2 Østjyllands reporter om de stenøkser, arkæologerne fandt inden sommerferien.

Tirsdag den 18. september 2012 kunne man i de regionale nyhedsudsendelser se levende billeder fra arkæologernes udgravning af en gravhøj, som ligger i et nøje afgrænset smørhul mellem en udvidende byggeplads og en tæt trafikeret omfartsvej.

Se TV2 Østjyllands indslag her

Arkæologerne fra Moesgaard Museum skraber møjsommeligt jordlag efter jordlag væk med bitte små skovle og spatler, mens de leder efter stenøkser og potteskår blandt resterne af en over 5000 år gammel stendysse.

De har en frist på omkring seks uger til at gøre arbejdet færdigt, for deres udgravning er omringet af gravemaskiner, som venter på at skovle jorden væk for at gøre klar til næste etape af byggeriet.


Arkæologerne bruger moderne GPS-udstyr til at optegne deres oldtidsfund, inden man bygger et sygehus på samme sted. Fortid, nutid og fremtid er samlet på ganske få kvadratmeter.