Nu er byggeriet af Det Nye Universitetshospital officielt skudt i gang med et startskud fra en betonkanon.

Nu er byggeriet af Det Nye Universitetshospital officielt skudt i gang med et startskud fra en betonkanon.

 

Fredag den 2. november lidt før middag sendte regionsrådsformand Bent Hansen (S) en god omgang vådt beton ned i støbeformen til fundamentet under den første del af nybyggeriet.

 

Det skete i kølvandet på en række taler af repræsentanter fra de forskellige parter, som er involveret i megaprojektet.

 

Projektdirektøren fra Projektafdelingen for DNU, Frank Skriver Mikkelsen, bød de over 100 fremmødte deltagere velkommen.

 

Efterfølgende tog regionsrådsformand Bent Hansen ordet for blandt andet at sige tak til de mange involverede, som har gjort det enorme byggeprojekt muligt.

 

Der var også taler fra rådgivergruppens administrerende direktør, Klaus Bræmer-Jensen, cheflæge fra Hospitalsledelsen på AUH, Claus Thomsen, og dekan Allan Flyvbjerg fra HEALTH på Aarhus Universitet.

 

Der var både pindemadder og paraplyer til de mange gæster, som overværede betonseancen i sikker afstand fra de tunge maskiner, som ufortrødent fortsatte deres arbejde nede i udgravningen.

 

Bent Hansen og et hold af pressefotografer og sikkerhedsansvarlige begav sig ud på byggepladsen iklædt fodværn, refleksjakker og sikkerhedshjelme.

 

Her blev den officielle start på byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus markeret med beton og foreviget af kameraer under en blå efterårshimmel.