Etableringen af de fælles faciliteter i ét samlet pavillonkompleks på DNU-byggepladsen er i fuld gang

Etableringen af de fælles faciliteter i ét samlet pavillonkompleks på DNU-byggepladsen er i fuld gang



På en frosthård mark vest for DNU-byggepladsen tager et pavillonkompleks form tæt op ad en lysregulering, som indtil videre virker en smule malplaceret i forhold til antallet af formiddagstrafikanter, der drøner gennem krydset uden overhovedet at overveje et sving.

Men det ændrer sig snart. På den ene side af Herredsvej breder DNU-byggepladsen sig måned for måned, mens antallet af vareleverancer stiger i takt med aktiviteten på byggefelterne.

På den anden side af vejen er arbejdet med at etablere Byggepladsens Fælles Faciliteter (BFF) i fuld gang. Pavillonkomplekset skal være færdigmonteret og klar til indflytning i starten af februar.

Ingen skurvognsklynger

Det er Projektafdelingen for DNU, der som bygherre finansierer pavillonkomplekset og stiller kontor- og mandskabsfaciliteter til rådighed for entreprenørerne.

På den måde undgår man at sprede klynger af skurvogne ud over hele byggepladsen, og samtidig skal de fælles faciliteter være med til at fremme sammenholdet mellem de mange forskellige entreprenørvirksomheder, som er tilknyttet det enorme byggeri.

De veludstyrede og topmoderne pavilloner skal også skabe en spændende og attraktiv arbejdsplads, som tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere fra hele byggebranchen.



1.200 daglige håndværkerbesøg

Skurbyen kommer til at bestå af omkring 4.500 indendørs kvadratmeter til kontorer, mødelokaler, informationscenter, reception og mandskabsfaciliteter med omklædning og bad.

På taget af pavillonerne skal der bygges en terrasselignende udkigspost med udsyn over alle DNU-byggepladsens 11 byggefelter.

Når byggeaktiviteten topper, vil over 1.200 håndværkere dagligt møde ind og klæde om i skurbyen, mens entreprenørernes funktionærer fylder kontorfaciliteterne og nysgerrige gæster kigger forbi receptionen.

Til den tid skal lysreguleringen nok komme til sin ret.