Kampen om at få kontrakten på et topmoderne rørpostsystem til Det Nye Universitetshospital i Aarhus er i gang. Det totalt computerstyrede system bliver det første af sin type i Danmark.

Rørpost i verdensklasse med i DNU-licitation

Som det første hospital i landet, får Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) et topmoderne og totalt computerstyret rørpost-system, som skal transportere mange af fornødenhederne på hospitalet. Og derfor skal der udvælges en leverandør til systemet. De prækvalificerede er: 
  • Aerocom GmbH & Co. 
  • Ing. Sumetzberger GMBH.
  • Swisslog AB

De tre leverandører er alle sammen blandt de førende på verdensmarkedet

Alt andet end post
Navnet til trods, så skal det nye system ikke transportere post eller papirer. Ideen er, at det nye system kan optimere den tid, det tager, at få prøver til laboratorier, blod til operationsstuer, medicin til patienter og lignende rundt på Danmarks største hospitalsbyggeri.

Rørpost-systemet bliver topmoderne. For eksempel kan de transportpatroner, kaldet ”kanistre”, som blodprøver, medicin og andre varer puttes i, sendes med variable hastigheder alt efter indhold.

En chip i røret sikrer i samarbejde med en computer, at indholdet holder den rette fart og ender det rette sted uden at lide skade. Systemet kan også selv regne den hurtigste vej til destinationen ud.

Enorm skala
Det nye system bliver af en enorm skala med 160 stationer fordelt på hospitalets areal. Når hele systemet er etableret, vil der være næsten 15 km rør i Det Nye Universitets-hospital.

De prækvalificerede leverandører har frem til den 14. marts, hvor deres tilbud skal afleveres. Valget af vinderen offentliggøres den 2. maj.


Se hele pressemeddelelsen her.