Fiberkabler til data skal sikre fremtidig kapacitet og minimere chancen for kabeltyveri

Fiberkabler til data skal sikre fremtidig kapacitet og minimere chancen for kabeltyveri

Der er tænkt ind i fremtiden under projekteringen af Det Nye Universitetshospital (DNU). Det er også tilfældet på IT-løsningerne i fremtidens hospital. Hele hospitalet bliver fyldt med kilometer efter kilometer af superhurtige fiber-kabler, og det er der mange fordele ved.

De moderne fiberkabler taber ikke signal over afstand og kan føres langs stærkstrøm uden signalforstyrrelser. Fiberkablerne kan desuden overføre data med langt højere hastighed og som et yderligere plus, er kablerne ikke ligeså værdifulde som kobberkabler, så der er en meget ringe chance for kabeltyverier og endelig, er fiberkabler billigere at købe og udskifte.  

Systemet bygges op til at kunne håndtere det færdige hospitals datatrafik indtil flere gange, så systemet bliver enormt stabilt selv i spidsbelastningsperioder. Det gør desuden, at man ikke behøver at opgradere systemet i mange år fremover, selvom mængden af datatrafik stiger betydeligt de kommende år.

Alle forbindelser i hospitalet kommunikerer med to centrale switching-stationer, hvor hver station på egen hånd rigeligt kan håndtere al datatrafikken. I praksis betyder det, at hvis, der skal laves vedligeholdelse på en af stationerne, så er datatrafikken fuldstændig uforstyrret og stabil, selvom den ene station er offline.  

Hovedideen bag IT-strukturen er fleksibilitet og fremtidssikring, præcis ligesom i de nye bygninger, der skal huse det hele. Så vil man på sigt flytte en operationsstue ind i lokaler, som var designet til at være sengestue, vil det blive nemt at få det til at fungere, fordi faciliteterne allerede ligger inde i byggeriet.