Regionsrådet var rundt og se fremdriften på DNU-byggepladsen.


Regionsrådet var rundt og se fremdriften på DNU-byggepladsen

I højt solskin var Regionsrådet onsdag den 3. april på inspektionstur på DNU-byggepladsen anført af projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen, arbejdsmiljø-og sikkerhedsleder Katrine Von Schimmelmann og projektleder Hans Skov.



Målet med turen på pladsen var at give politikerne i Region Midtjylland indblik i den aktuelle status på den 135.000 m2 store DNU-byggeplads. Dagen startede med oplæg fra projektdirektøren, og dernæst et oplæg ved en repræsentant fra hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital.

Inden politikere fik lov at blive sluppet ind på pladsen, skulle de, som alle andre, igennem en sikkerhedsintroduktion og udstyres med det obligatoriske sikkerhedsudstyr: sikkerhedssko, hjelm og refleksveste.



På rundvisningen fik politikerne både et overblik over projektet fra udkigsterrassen på taget af Skurbyen samt en travetur rundt ved hver af DNUs aktive byggefelter N1, N2 og S1.



På grund af sikkerhedsniveauet på byggepladsen er der kun en begrænset adgang og det kræver særlige instrukser, sikkerhedsudstyr samt en sikkerhedskvalificeret vært, for at få adgang.