Fem uger før beregnet er Olof Palmes Allé nu igen åben for trafik efter nedlægning af kloakledninger.

Gravearbejde færdigt på Olof Palmes Allé

Trafikken kan igen køre normalt på Olof Palmes Allé ved Brendstrupgårdsvej. 

Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus har været spærret ved Brendstrupgårdsvej for bilister siden den 1. oktober, fordi Aarhus Vand som led i forberedelserne til Letbanen har flyttet kloakledningen i området.

Spærringen var planlagt til at vare frem til den 31. december, men for at genere trafikanterne mindst muligt har Aarhus Vand fremskyndet arbejdet. Det betyder, at gravearbejdet er færdigt dér nu, og trafikken kan derfor forløbe normalt igen omkring Olof Palmes Allé og Brendstrupgårdsvej i Aarhus Nord.

Aarhus Letbane tager i foråret 2014 hul på anlægsarbejdet til Letbanen på strækningen fra Brendstrupgårdsvej til Herredsvej, og i efteråret 2014 går anlægsarbejdet til Letbanen i gang på Olof Palmes Allé og Nehrus Allé.

Etableringen af Letbanen vil påvirke trafikken i området frem til 2017, hvor Letbanen skal køre.

Letbanen vil få et stoppested ud for Det Nye Universitetshospital.