Bevæbnet med farvestrålende plastikskovle tog regionsrådsformand Bent Hansen, sammen med en flok børn, første spadestik til udvidelsen af Trygfondens Familiehus ved Skejby.

Snart bliver der plads til ti ekstra familier i Trygfondens Familiehus ved Aarhus Universitetshospital i Skejby. Onsdag den 6. januar 2015 blev første spadestik til udvidelsen af Trygfondens Familiehus nemlig taget.

TrygFondens Familiehus fungerer som bolig for familier til syge børn, der er indlagt på Aarhus Universitetshospital, og fremover får endnu flere familier gavn af de trygge rammer i Skejby, da udvidelsen betyder, at familiehuset får plads til i alt 22 familier.

Den østjyske entreprenørvirksomhed PN Erhvervsbyg skal sammen med Østergaard Arkitekterne og Stokvad Rådgivende Ingeniører, stå for udførelsen af byggeriet, som blandt andet omfatter ti nye familieværelser og en udvidelse af husets fællesfaciliteter. Udvidelsen løber op i 21,5 mio. kroner, som alle er doneret af TrygFonden.

Rollen som bygherre varetages af Projektafdelingen for Det Nye Universitetshospital i Aarhus, DNU. Bygherre forventer, at de første familier kan flytte ind i 4. kvartal 2016.

Se reportage med fotos og video fra spadestikket på AUH’s hjemmeside.

(Foto Michael Harder, AUH Kommunikation)