Nu bliver det endnu en gang muligt at byde ind på en stor opgave i forbindelse med byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

I løbet af marts måned udsender bygherre Region Midtjylland nemlig udbudsbekendtgørelse for byggeriet af hospitalets nye vartegn 'Forum’. Her bliver der mulighed for at anmode om prækvalifikation for deltagelse i totalentreprisekonkurrence om opgaven.

Forum bliver op mod 25.000 m2 og bliver centralt placeret på det 470.000 m2 store hospital i det nordlige Aarhus. Bygningen tænkes udformet som et højt hus med en vis vartegnseffekt og forbindes med resten af hospitalet via to forbindelsesgange mod nord og syd. Forum skal hovedsageligt rumme laboratoriefunktioner, kontorer, møde- og undervisningsfaciliteter ambulatorier og dyrestalde.

Byggeriet forventes at stå færdigt i tredje kvartal 2018. Bygherre forventer også, at der på sigt opføres et patienthotel i forbindelse med Forum - dette dog i et særskilt udbud.

Fakta om DNU

Når Det Nye Universitetshospital i Aarhus står færdigt i 2019, bliver det Danmarks største hospital med et grundareal på 1,25 mio. m2 svarende til en større dansk provinsby. Hospitalet skal med sine omtrent 470.000 m2 rumme al aktivitet fra de nuværende matrikler i Skejby, Nørrebrogade, Tage Hansens Gade og Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Hospitalet bliver basishospital for 320.000 borgere i Aarhus og omegn og kommer til at stå for op mod 50 procent af al hospitalsaktivitet i Region Midtjylland. Det bliver desuden den største arbejdsplads i Aarhus Kommune med ca. 10.000 ansatte.

De første afdelinger flytter efter planen ind i den første del af nybyggeriet i slutningen af 2015, og herefter flytter afdelingerne ind løbende, som bygningerne står færdige frem mod 2019.