Der er brug for mere tid til at afklare, hvordan byggeriet af Forum i Det Nye Universitetshospital, DNU skal udføres.

Arbejdet med at planlægge og etablere videns- og forskningscentret Forum i forbindelse med Det Nye Universitetshospital i Aarhus tager længere tid end forventet.

Dele af det samlede Forumbyggeri presser sig mere tidsmæssigt på end andre. Dette sammenholdt med en vurdering af den samlede byggetid for Forum gør, at mulighederne for at bygge Forum etapevis nu undersøges.

I samme ombæring overvejes det nu også, om et nyt Patienthotel og en administrationsbygning skal tænkes sammen med byggeriet af Forum. Disse var planlagt til på sigt at blive etableret ved siden af Forumbyggeriet. Det er samtidig nødvendigt at kigge finansieringsmodellen for Forum ekstra godt efter i sømmene. Dette blandt andet i lyset af den stramme anlægsramme, der er i de kommende år.

En eventuel ændring af planerne for Forum kan få den betydning, at dele af Forumbyggeriet står klar senere end fjerde kvartal 2018, som først forventet, mens andre dele står klar som tidligere planlagt.