Søndag den 13. september kan 25 heldige kunstinteresserede få et smugkig på den danske kunstner Sophia Kalkaus kunstinstallation ”Under Mælkevejen”, som netop er færdiginstalleret på DNU. Hun er en af de i alt fire kunstnere, der står for udsmykningen af de mest befærdede områder på det nye hospital.


Foto:En af Sophia Kalkaus otte stenudsmykninger på DNU.

Den første af fire store kunstinstallationer i DNU’ s gallerier og arkader er nu klar til at blive vist frem for en lille, heldig gruppe. Søndag den 13. september bliver det nemlig muligt at få en særlig kunstrundvisning på DNU i forbindelse med, at DNU arrangerer åben byggeplads.

Rundvisningen tager udgangspunkt i den danske kunstner Sophia Kalkaus installation ”Under Mælkevejen”, som netop er færdiginstalleret i arkaden i de bygninger, hvor blandt andet Akutcentret og Ortopædkirurgisk Afdeling flytter ind. ”Under Mælkevejen” består af otte store stenudsmykninger i naturstenene afrikansk diabas og Thassos marmor.

Kunst og kaffe

Rundvisningen ledes af DNU’ s kunstkurator Lene Laigaard Andersen, der i løbet af den cirka to timer lange rundvisning også fortæller om resten af kunsten på DNU, og hvordan kunsten på hospitalet skal være med til at skabe eftertanke og trygge rammer for patienter, personale og pårørende.

Efter rundvisningen giver DNU en kop kaffe og lidt lækkert i skurbyens infocenter, hvor der også bliver mulighed for at stille spørgsmål om byggeriet generelt.

Kunstrundvisningen begynder kl. 11.30 og varer cirka to timer. Der er plads til 25 personer, og holdet fyldes op efter først-til-mølle-princippet. Tilmelding skal ske pr. mail på adressen: DNUtilmelding@dnu.rm.dk.

Praktisk info

Alle deltagere mødes i DNU’ s infocenter i Skurbyen, hvor der er parkeringsmuligheder lige udenfor døren. Adressen er: Skurbyen, Herredsvej 163, 8210 Aarhus V. Da vejforløbene omkring DNU endnu er under etablering anbefaler vi, at man bruger denne vejledning til at finde frem til DNU-skurbyen www.dnu.rm.dk/find+frem.

N.B. Vi gør opmærksom på, at rundvisningen indebærer færden på mange trapper og over et stort areal uden mulighed for at holde pauser. Derfor er turen ikke egnet for gangbesværede og kørestolsbrugere. På grund af sikkerheden må børn under 12 år ikke deltage i rundvisningerne.