Det bliver den anerkendte danske kunstner Tal R, der kommer til at stå for udsmykningen af fællesarealerne i Nyt Psykiatrisk Center på Det Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus.

Tal R er blevet udvalgt i et felt af i alt tre deltagende kunstnere i en skitsekonkurrence, som Region Midtjylland og bygherren KPC havde udskrevet. Forslaget kombinerer nyt og gammelt ved, at Tal R tager afsæt i patientkunst fra psykiatriens nuværende afdelinger i Risskov.

Udvalgte patientværker og -genstande fra Museum Ovartaci skal udstilles i glasvitriner, mens Tal Rs egne malede fortolkninger skal pryde væggene. Som et tredje element vil et særpræget møblement sno sig gennem hovedstrøget.

- Det er godt tænkt, at patienternes kunst på den måde kommer til at leve videre i et nyt stort kunstværk, siger Gert Pilgaard Christensen, direktør for Psykiatri og Social, og formand for bedømmelsesudvalget.

De to andre skitseforslag fra henholdsvis A Kassen og Tove Storch blev også vurderet til at være stærke kandidater. Forslaget fra Tal R var dog det mest gennemgribende projekt, både kunstnerisk og fysisk, vurderede bedømmelsesudvalget.

Værket indvies sammen med resten af Nyt Psykiatrisk Center i 2019. 

Bedømmelsesudvalg

Gert Pilgaard Christensen, direktør, Psykiatri og Social (formand)

Peter Christophersen, direktør, KPC

Frank Skriver Mikkelsen, projektdirektør, DNU, Region Midtjylland

Erlend Høyersten, direktør, ARoS (ekstern fagdommer)

Se fotos og flere oplysninger her.