Det Nye Universitetshospital i Aarhus bliver Danmarks største hospital. Men hvordan får man egentlig teknikken på et hospital på næsten 500.000 m2 til at fungere? Det vil vi forsøge at give dig et indblik i.

På et hospital bliver der brugt utrolig meget avanceret teknik, som optager en masse plads. Derfor kommer der på DNU en hel etage udelukkende til teknik og logistik. Denne tekniketage ligger på plan 4, altså midt i de nye bygninger, der består af op til 8 planer. Når man kommer ind på tekniketagen i bygningerne med sengetårne, er den yderligere delt op i to planer, der kaldes plan 4 og plan 4M, for at kunne rumme alle installationerne.

Tekniketagen rummer alle de indeklimarelaterede installationer, som styrer tilstanden i hele hospitalet og især ventilationskanalerne optager meget af pladsen. De eneste installationer, der ikke befinder sig på denne etage, er de ”våde” installationer, såsom fjernvarme. De befinder sig i kælderen, da en lækage gør mindre skade her, end hvis de sad midt i bygningen. Samtidig er transformere og hovedtavler også placeret i kælderen, da de skal være hurtige at tilgå.

Fordelen ved at have størstedelen af teknikken på plan 4 i stedet for at samle det hele i kælderen er, at man sparer en masse kvadratmeter. De tekniske føringer behøver kun være halvt så store, fordi de kun skal transporteres fire etager op, eller fire etager ned. Hvis man i stedet placerede alt teknik i kælderen, skulle nogle installationer føres dobbelt så langt for at nå op til plan 8, og dette ville kræve meget større kanaler, og derfor også optage meget mere plads.

En anden stor fordel er, at det er muligt at tilgå de tekniske installationer, der befinder sig på behandlingsetagen på plan 3 fra gulvet i plan 4. Det er derfor meget lettere at tilgå den teknik, der benyttes på operationsstuerne, hvis det skulle være nødvendigt. Hvis der i fremtiden er brug for mere plads til behandling, vil det også være muligt at inddrage plan 5 til dette, hvor teknikken så kan tilgås fra loftet i plan 4. Det er da egentligt meget smart!

Se billeder af DNU’s tekniketage her: http://www.dnu.rm.dk/byggeriet/prasentationer/billeder/tekniketagen-pa-dnu/  

Tekniketagen