Søndag den 2. oktober er der igen mulighed for at besøge Danmarks største hospitalsbyggeri i Skejby. Her får man blandt andet et smugkig på den nye fælles Akutafdeling med lægevagt og skadestue og en smagsprøve på, hvordan man finder rundt på hospitalets næsten 500.000 kvadratmeter.


(Foto: Poul Nyholm)

Byggeriet af det nye Aarhus Universitetshospital i Skejby har været i gang i snart fire år, og er nu så langt, at de første hvide kitler rykker ind i en del af bygningerne i september 2016.

Har man set byggeriet fra en af indfaldsvejene i det nordlige Aarhus, er man ikke i tvivl om, at det bliver STORT! Men hvor stort? Og hvordan ser det egentlig ud indeni? Og ikke mindst, hvordan filan finder man rundt på 500.000 kvadratmeter?

Har man lyst til at få svar på disse og mange andre spørgsmål, kan man lægge vejen forbi byggepladsen i Skejby søndag den 2. oktober mellem kl. 10 og 16. Her byder Projektafdelingen for DNU nemlig indenfor til åben byggeplads for alle interesserede.

Nye en-sengs-stuer og skadestuebesøg

Arrangementet består af en indledende fortælling om byggeriet i DNU’s infocenter og en rundvisning i, og omkring, bygningerne på byggepladsen.

Undervejs på rundturen besøger vi et af de nye sengeafsnit, som netop nu bliver brugt som test-område for teknikere og personale og derfor fremstår næsten fuldt møbleret, og dermed giver en rigtig god fornemmelse af, hvordan hospitalet ser ud, når det er helt færdigt. Vi kigger også indenfor på en af operationsgangene, ligesom vi ved fælles hjælp skal ’lege’ patient og finde vej til blodprøvetagning og en af hospitalets nye afdelinger.

Et smugkig ind i den nye fælles Akutafdeling med blandt andet lægevagt og skadestue bliver det også til, ligesom vi lægger vejen forbi hospitalets inderste hjerte, tekniketagen, som ellers er lukket land for alle andre end teknisk personale.

Rundturen varer cirka halvanden time. Herefter er der mulighed for at nyde en kop kaffe og lidt lækkert i infostanden i skurbyen. Her er der også mulighed for at stille spørgsmål om byggeriet. Man kan naturligvis også stille spørgsmål undervejs på rundvisningen.

Første rundvisning begynder kl. 10 og sidste tur er kl. 14. Ved tilmelding bedes I oplyse, om I ønsker at komme på et hold formiddag, middag eller eftermiddag. HUSK, tilmelding er nødvendig, da der er rift om pladserne!

Er man flere, der ønsker at komme på rundvisning sammen, skal man blot nævne det, når man tilmelder sig, så forsøger vi at imødekomme ønsket. Holdene fyldes op efter først-til-mølle-princippet. Alle tilmeldte får en mail med start-tidspunkt og information om rundvisningen.

Tilmelding til rundvisningerne sker på: DNUtilmelding@dnu.rm.dk

Alle deltagere mødes i DNU’s infocenter i Skurbyen, hvor der er parkeringsmuligheder lige udenfor døren. Adressen er: Skurbyen, Herredsvej 163, 8200 Aarhus N. Da vejforløbene omkring DNU endnu er under etablering anbefaler vi, at man bruger denne vejledning til at finde frem til DNU-skurbyen www.dnu.rm.dk/find+frem.

N.B. Vi gør opmærksom på, at rundvisningen indebærer færden på mange trapper og over et stort areal uden mulighed for at holde pauser. Derfor er turen ikke egnet for gangbesværede og kørestolsbrugere. På grund af sikkerheden må børn under 10 år ikke deltage i rundvisningerne.