Den nye Projektdirektør for Projektafdelingen for DNU, Frank Skriver Mikkelsen, er, på trods af økonomisk turbulens, optimistisk for DNU-projektets fremtid.

Ny direktør optimistisk

Velkomstreceptionen for Projektafdelingens nye projektdirektør, Frank Skriver Mikkelsen, var som en lukket reception for projektets nærmeste samarbejdspartnere både beskeden og hurtigt afviklet. Der var dog alligevel flere personlige taler, afholdt i en meget uhøjtidelig stemning.

I rækken af talere var blandt andre Sygehusdirektør på Århus Sygehus - Nørrebrogade, Ole Thomsen, cheflæge på Skejby Sygehus, Kristjar Skajaa, Projektafdelingens tidligere projektdirektør, Morten Weise Olesen og hospitalsdirektør for DNU-projektet, Villy Helleskov.

Frank Skriver Mikkelsens egen tale bar præg af en optimisme for projektet. Den nye direktør understregede, at der stadig arbejdes videre med et hospitalsprojekt til 8,96 mia. kr.

Dette budskab gik igen blandt talerne. Blandt andet sagde hospitalsdirektør Villy Helleskov, som går på pension til sommer, at "Det er betryggende, at du også står fast på de 8,96 mia. kr. for vores hospitalsprojekt. Vi, der har arbejdet i lang tid med projektet, mener jo, at det er godt gennemarbejdet."

Frank Skriver Mikkelsen har hermed haft sin første arbejdsdag i Projektafdelingen. Hans første store opgave bliver fredag den 7. maj, hvor han skal deltage i sit første møde i Styregruppen, og hvor projektets økonomi naturligvis er på dagsordenen.




03/05-2010 apg