Hvilke ønsker har DU til fremtidens hospital? DNU-projektet inviterer patienter og pårørende til at give deres perspektiv, lørdag den 16. maj. Pressen er velkommen.

Patient i fremtidens hospital



Brugerne af de fremtidige sundhedsydelser i Det Nye Universitetshospital i Århus (DNU) nemlig patienter og deres pårørende, har nu en mulighed for at bidrage til projektet med deres erfaringer, holdninger og ideer.

Lørdag den 16. maj afholder DNU en workshop om patienter og pårørendes synsvinkel på fremtidens hospital.

- Projektafdelingen for DNU lægger vægt på at inddrage alle relevante brugergrupper under vejs i planlægningen og forberedelsen af det store byggeprojekt. Så vi håber naturligvis, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet om at give deres personlige bud på, hvad der er væsentligt set med patienternes øjne, siger kommunikationschef Lotte Søgaard, projektafdelingen for DNU.

Klinikkerne på de 2 Universitetshospitaler i Århus, der skal samles i Det Nye Universitetshospital, har været inddraget i forberedelsesarbejdet sidste efterår og dette forår. Nu er det patienternes tur til at bibringe projektet deres synsvinkler.

- Sådan som også paraplyorganisationen Danske Patienter lægger op
til i deres inspiration til bygherrer og beslutningstagere omkring fremtidens sygehusbyggerier, så ønsker DNU-projektet at inddrage patienter og pårørende både i begyndelsen af projektet og dets planlægning samt senere i de faser, hvor mere specifikke løsninger og indretninger skal udvikles.

- Projektafdelingen anerkender, at patienterne har et særligt perspektiv på hospitalets sundhedsydelser og ophold på hospitalet i det hele taget, i og med at de selv er de eneste, som har erfaringen igennem hele forløbet af en behandling. Det gør dem til eksperter i patientoplevelser. Men samtidig er hvert patientforløb og oplevelsen af det også individuel, fordi mennesker er forskellige, siger Lotte Søgaard.

Patienternes dagsorden
Derfor lægger DNU-projektet stor vægt på, at inddragelsesdagen lørdag den 16. maj former sig som workshops med åbne dagsordener, så dagen netop kommer til at afspejle, hvad de fremmødte patienter og pårørende har på hjerte.

Programmet indledes med morgenkaffe kl. 9.30, og Regionsrådspolitiker Johannes Flensted-Jensen (S) åbner derefter dagen kl. 10.00.

Deltagerne bydes på frokost og eftermiddagskaffe og programmet afrundes kl. 15.30 af arkitekt Lars Juel Thiis fra Rådgivergruppen DNU I/S, der er det konsortium, der skal bygge det Nye Universitetshospital i Århus.

Interesserede kan læse mere om arrangementet på DNU-projektets
hjemmeside.

Projektafdelingen håber på omkring 150 deltagere til arrangementet, men gennemfører brugerinddragelsen i en eller anden tilpasset form også selv om deltagerantallet ikke kommer op på 150.

- De, der tilmelder sig arrangementet, vil desuden få et tilbud om at deltage i et patientpanel, hvor vi løbende vil lægge forskellige spørgsmål ud til en slags høring, fortæller kommunikationschefen.


Tilmeldingsfrist:  Mandag den 27. april 2009
projektafd@dnu.rm.dk eller telefon 8728 8850.



For eventuelt yderligere information kontakt venligst undertegnede.




Venlig hilsen

Lotte Søgaard
Projektafdelingen DNU i Århus
Hedeager 3, 8200 Århus N
8728 4808