Deltagerne i DNUs kunstonkurrence er fundet

Højt kunstnerisk niveau i DNUs kunstkonkurrence

Mange kunstnere har budt ind på at deltage i den kunstneriske udsmykningsopgave som Projektafdelingen for DNU har udskrevet. I alt 229 forskellige kunstnere og kunstnergrupper havde ved deadline den 31. januar 2013 sendt deres bud. Og der er tale om et meget bredt spekter af forskellige kunstneriske stilarter, som billedkunst, lyskunst, digital kunst, billedhuggerkunst og installationskunst.

- Niveauet for anmodningerne om at komme med i DNUs kunstkonkurrence har været rigtig højt.
- Der er mange professionelle kunstnere, der tidligere har løst store opgaver i forbindelse med byggerier, blandt anmodningerne, fortæller kunstkurator Lene Laigaard Andersen, Projektafdelingen for DNU, der sammen med det Kunstfaglige Udvalg har været på en meget udfordrende opgave med voteringen blandt de 229 anmodninger.

Det er et led i DNU-projektets kunststrategi, at kunstkonkurrencen er udskrevet. Blandt de mange velkvalificerede bud, har det Kunstfaglige Udvalg udpeget 4 kunstnere til at gå videre i konkurrencen om at sætte et varigt kunstnerisk præg på Det Nye Universitetshospital I Aarhus. De fire er: 

  • Sophia Kalkau (1960) DK
  • Hanne Nielsen (DK) & Birgit Johnsen (DK)
  • Troels Wörsel (1950) DK
  • Morten Stræde (1956) DK

De udvalgte deltagere går videre i selve konkurrencen sammen med yderligere fire forhåndsinviterede kunstnere eller kunstnergrupper, som er:

  • Thierry Feuz, f. 1968, Schweiz
  • Michael Jäger, f. 1956, DE
  • Matt Mullican, f. 1951, USA
  • Kunstnergruppen Island Life ved:
    Christina Hamre (f. 1974) DK
    Charlotte Bergmann Johansen (f. 1977) DK
    Nanna Starck (f. 1976) DK
    Annesofie Sandal (f. 1977) DK

DNUs Kunstfaglige Udvalg
Bedømmelsesudvalget har vurderet de 229 anmodninger og fundet enighed om hvem, der skulle udtages til prækvalifikation. Dette Kunstfaglige Udvalg består af:

  • Arkitekt og partner Cubo Arkitekter samt medlem af DNUs rådgiverkonsortium Lars Juul Thiis
  • Ekstern kunstkonsulent og kunstner Nils Erik Gjerdevik
  • Repræsentant fra Projektafdelingen Bettina Wolff og
  • Kunstkurator fra Projektafdelingen Lene Laigaard Andersen

Det er udvalgets opgave sammen med kunstkurator Lene Laigaard Andersen at skabe sammenhæng mellem DNU-projektets strategi om kunst i bygningerne og i landskabet.

Netop på grund af størrelsen er hospitalet tænkt som en by, hvor bygningerne er sammenvævet af centrale offentlige rum som ’arkader’ og ’gallerier’. Det er hospitalets hovedfærdselsårer og områder for ankomst og exit. Det er disse områder kunstkonkurrencens vindere skal udsmykke.

Størrelsesmæssigt er der tale om områder, hvis skala kan sammenlignes med store banegårde eller lufthavne, hvor der som del af et hovedfærdselsstrøg i flere åbne etagerer også er placeret nicher til at vente i.

Udvælgelsen
Udvalget har specielt betonet, at der er tale om valg af kunstnere, som kan levere høj kunstnerisk kvalitet og hvis værker er stærke, når det gælder om at kunne passe et værk ind i et specifikt rum.

På plussiden har det også talt, når kunstnerne gennem referencer til tidligere værker kunne vise, at de kan levere værker, der kan give et rum positiv energi. Ligesom Udvalget har lagt vægt på at få en stor spændvidde med hensyn til udtryksform, materialer og motiver ind i konkurrencefeltet.

Deltagerne i kunstkonkurrencen har frem til den 4. maj 2013, kl. 12.00 til at løse opgaven.