Opgaven med at bygge et nyt nationalt center for partikelterapi ved Aarhus Universitetshospital i Skejby er netop gået i udbud som totalentreprise i konkurrencepræget dialog. Det 8.000 kvm store center bliver det eneste af sin slags i Danmark og vil i fremtiden tilbyde højt specialiseret kræftbehandling til kræftramte fra hele landet.

Med byggeriet af det nye Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) får en kommende totalentreprenør mulighed for at arbejde på et enestående projekt, som samtidig er en stor milepæl for kræftbehandlingen i Danmark. Projektet har stor bevågenhed på hele sundhedsområdet, hvor blandt andet politikere og medier følger projektet tæt. Projektet må derfor forventes at være et prestigeprojekt for alle involverede parter. 

Dansk Center for Partikelterapi etableres på en ca. 9.000 kvadratmeter stor byggegrund ved siden af Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Centret vil rumme cirka 8.000 kvadratmeter og være udstyret med en protonaccelerator, tre behandlingsrum, forskningsfaciliteter og faciliteter for patienter, pårørende og klinisk personale.

Den samlede bevilling for partikelterapien er vurderet til ca. 800 mio. kr. Heraf udgør byggeriets andel ca. 325 mio. kroner og protonudstyrsleverancen ca. 475 mio. kroner, hvoraf 250 mio. kroner er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Etableringen indgår som en del af byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) med en selvstændig økonomi og projektorganisation, der refererer til ledelsen i DNU.

Der er allerede disponeret et areal til placering af bygningen og igangsat projektering af byggemodning for partikelterapicentret. Byggemodningen planlægges udført under den eksisterende byggemodningsentreprise i DNU, så grunden er forberedt til funderingsarbejderne. Forventet byggestart for totalentreprisen er i 4. kvartal 2015.

Udstyret former bygningen

Selve protonanlægget i Dansk Center for Partikelterapi spiller en afgørende rolle for designet af bygningen. Det betyder blandt andet, at bygningsdesignet ikke kan fastlægges, før udstyrsleverandøren er valgt, hvilket forventes at ske i starten af 2015. Der skal derfor være et tæt samarbejde mellem bygherre, udstyrsleverandør, entreprenør og bygherrerådgiver for at minimere de risici, der er forbundet med håndtering af de tæt forbundne grænseflader mellem udstyr og bygning.

Totalentreprisen sendes i EU-udbud, og der forventes stor interesse fra udenlandske udførende med erfaring og kompetencer indenfor tilsvarende komplekse byggerier. Enkelte forventeligt med direkte erfaring med de få udenlandske partikelterapianlæg, der allerede er opført eller er undervejs.

Projektet ledes og planlægges af Projektafdelingen for DNU, og rollen som bygherrerådgiver varetages af NIRAS, der i forvejen er bygherrerådgiver på hele DNU-projektet.

Info om strålebehandling med protoner på www.partikelterapi.dk

Flere oplysninger

Frank Skriver Mikkelsen, Projektdirektør DNU
Tlf. : 78 46 98 00 / 30 12 65 09
frank.skriver.mikkelsen@dnu.rm.dk